En strid om en parkeringsplads endte tirsdag eftermiddag i vold på en rasteplads ved Sydmotorvejen nær Haslev. En 50-årig lastbilchauffør fra Holbæk blev anholdt klokken 17.50 og sigtet for vold, efter at han havde overfaldet to udenlandske turister i deres autocamper.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var chaufføren utilfreds med, at turisterne havde parkeret deres autocamper på en del af rastepladsen, som er forbeholdt lastbiler. Uenigheden udviklede sig hurtigt, og den 50-årige mand endte med både at spytte på og slå de to turister.
Chaufføren forlod stedet efter overfaldet, men politiet fik hurtigt oplysninger fra vidner, som gjorde det muligt at standse ham kort efter. Han blev efterfølgende kørt til politistationen i Vordingborg, hvor han blev afhørt om episoden. Efter afhøringen blev han løsladt, men sigtelsen for vold består.