Forestillingen om, at strømmen typisk er billigst om natten, holder ikke nødvendigvis længere.
En analyse fra energi- og rådgivningskoncernen NRGi viser, at døgnets laveste rene elpris siden marts oftest har ligget mellem klokken 12 og 16. I Vestdanmark gjaldt det 164 af de seneste 177 dage, mens det var tilfældet 157 dage i Østdanmark.
Ifølge NRGi hænger udviklingen blandt andet sammen med produktionen fra solceller, som er høj i dagtimerne.
- Der er stadig en del danskere, der forbinder lave elpriser med nattimerne, men det er en myte. Især i foråret og om sommeren, siger Bo Halm Andersen, energikonsulent i NRGi.
De højeste elpriser har omvendt typisk ligget mellem klokken 19 og 22. Ifølge analysen har den rene elpris i dette tidsrum i gennemsnit været mere end fire gange højere end midt på dagen i både Øst- og Vestdanmark. Besparelsen kræver dog, at man har en elaftale, hvor prisen følger timeprisen, og flytter eksempelvis opladning af elbil, tøjvask eller opvask til de billige timer.
Analysen dækker perioden fra 1. januar til 24. august 2026. Tallene gælder den rene elpris og omfatter ikke blandt andet tariffer, moms, abonnement og tillæg fra elselskabet.