Da politiet den 19. august fik et opkald fra skolen efter en alvorlig episode på Campus Køge, blev der ikke sendt en patrulje akut til stedet. Her var en 17-årig elev ifølge familien kort forinden blevet jagtet af to hætteklædte unge med knive.
Politiinspektør Paw Kaltoft fra Midt- og Vestsjællands Politi fortæller nu til Avisen.dk, at beslutningen om ikke at køre til campusområdet beror på en vurdering i øjeblikket ud fra de oplysninger, som politiet fik.
- Vi modtager et opkald fra skolen og får at vide, at den forurettede er afhentet af noget familie, og at gerningsmændene er forsvundet igen, og vi vælger derfor ikke at køre til campusområdet akut. Man kan diskutere her bagefter, om vi skulle have kørt derud alligevel, men vi har vurderet, at opkaldet ikke gav anledning til at køre ud akut, siger Paw Kaltoft til Avisen.dk.
Han understreger samtidig, at beslutningen om at vente ikke betyder, at politiet betragter sagen som mindre alvorlig.
- Jeg vil gerne understrege, at selvom vi ikke kører derud samme dag, så betyder det ikke, at sagen ikke har høj prioritet, eller at den ikke efterforskes lige så godt. For det har den, og det gør den, siger han.
Leder efter vidner og gennemser video
Ifølge Paw Kaltoft er efterforskningen i fuld gang. Politiet afhører blandt andet vidner og undersøger, om der findes videooptagelser, der kan være med til at klarlægge, hvad der skete på campusområdet.
Politiet vil derfor også gerne høre fra personer, der har set episoden eller ligger inde med andre oplysninger.
- Har du set noget, eller har du andre oplysninger i sagen, så vil vi gerne snakke med dig. Du kan trygt kontakte politiet på 114, siger Paw Kaltoft.
Avisen.dk fortalte tidligere på ugen om sagen første gang, efter at faren til den 17-årige, Bjarne Falk, valgte at stå frem. Ifølge familien blev sønnen jagtet af de to unge omkring klokken 11.30 i et frikvarter. Han gemte sig og ringede efter sin storebror, som kom til stedet.
Den 17-årige har ifølge familien fortsat ikke været i skole siden episoden, som også har fået Dansk Folkeparti på banen med en række spørgsmål til Region Sjælland og Køge Kommune.
Politiet vil sikre hjælp til familien
Bjarne Falk har fortalt Avisen.dk, at oplevelsen har påvirket hele familien, og at sønnen fortsat føler sig utryg. På den baggrund vil Paw Kaltoft nu sikre sig, at familien har fået tilbudt den hjælp, der er mulighed for.
- Vi har tilknyttet en kontaktperson ved politiet til familien, og de må gerne kontakte os om de ting, der skaber utryghed. Samtidig kan vi henvise til nogle steder, hvor man kan få hjælp, for eksempel Offerrådgivningen, og jeg vil sikre mig, at familien har fået disse tilbud, siger Paw Kaltoft.
Besked ændrer ikke politiets efterforskning
Familien har samtidig været bekymret for, om oplysninger om forløbet op til episoden kan få betydning for politiets syn på sagen. Bjarne Falk har tidligere fortalt Avisen.dk, at sønnen forud for episoden havde sendt provokerende beskeder til den ene af de unge, som familien mener stod bag. I en af beskederne brugte den 17-årige blandt andet ordet "perker".
Faren har erkendt, at sønnen ikke burde have sendt beskeden, men familien frygter, at oplysningerne kan komme til at overskygge det, der efterfølgende skete på skolen.
Ifølge Paw Kaltoft ændrer den slags oplysninger ikke normalt ved politiets efterforskning af en alvorlig knivepisode.
- Det ændrer jo ikke ved, at en person i denne sag er jaget med kniv på en skole. Og den handling er fortsat kriminel, siger Paw Kaltoft.