Den danske læringsplatforam Lumant har lanceret sin internationale løsning, og de første kunder er allerede kommet til fra blandt andet Storbritannien, Schweiz, Sverige og USA. Samtidig får den internationale satsning yderligere kapital i ryggen. Admill øger sit engagement i Lumant, mens HeyMate træder ind som ny investor. Tilsammen tilfører de to selskaber et nyt millionbeløb til Lumant som led i den internationale satsning.
For Lumant markerer udviklingen begyndelsen på en ny fase. Efter flere år med fokus på det danske marked skal selskabet nu forsøge at tage både produktet og den tilgang, der har skabt væksten i Danmark, med ud over landets grænser.
- Vi nærmer os 1.000 kunder i Danmark, og det styrker vores tro på, at det, vi har bygget, også kan skabe værdi på større markeder. De første internationale kunder bekræfter den tro, siger Kasper Holst Hansen, administrerende direktør i Lumant.
Sigter mod international platform
Lumant blev grundlagt i 2022 og begyndte oprindeligt som en digital markedsplads for onlinekurser. I sommeren 2024 skiftede virksomheden til en abonnementsbaseret model og udviklede sig til en samlet platform med værktøjer til blandt andet onlinekurser, medlemsklubber, automatisering og landingssider. I 2025 femdoblede Lumant sin abonnementsomsætning, og i februar 2026 overtog Kasper Holst Hansen posten som administrerende direktør.
- Det er interessant, at kunderne kommer fra flere forskellige lande. Det tyder på, at de udfordringer, vi løser i Danmark, også findes internationalt, siger Kasper Holst Hansen.
Men selskabet vil ikke ændre sin grundlæggende tilgang, bare fordi markedet bliver større. Personlig support via chat og telefon, ugentlige live sessioner og tæt dialog med kunderne har været centrale elementer i Lumants udvikling. Samtidig har selskabet haft fokus på at holde platformen enkel og udvikle funktionerne i tæt samarbejde med brugerne.
- God software skal ikke betyde, at kunden overlades til sig selv. Vi vil fortsat være tæt på kunderne og bygge en platform, der er enkel at bruge, siger Kasper Holst Hansen.
Også prisen skal fortsat være en vigtig del af strategien. Ambitionen er at holde løsningen tilgængelig for både mindre undervisere og eksperter samt mere etablerede virksomheder.
Spændende muligheder på vej
Den internationale satsning bliver samtidig bakket op af yderligere kapital. Admill øger sit engagement i Lumant, mens HeyMate træder ind som ny investor. Tilsammen tilfører de to selskaber et nyt millionbeløb til Lumant som led i den internationale satsning.
Lumant har tidligere meldt en ambition om at nå mere end 4.000 betalende kunder inden 2029. Med knap 1.000 danske kunder og de første internationale kunder ombord bliver næste opgave at bevise, at modellen også kan skaleres uden for Danmark.
- Vi vil bygge en international virksomhed, men vi vil gøre det på vores måde. Det, der har skabt vores vækst i Danmark, skal også være fundamentet internationalt, siger Kasper Holst Hansen.