Hudpleje, makeup, hår, behandlinger og wellness rykker ind i Forum København, når den nye messe 2DAYS OF BEAUTY åbner dørene den 5. og 6. september. Ifølge arrangørerne deltager mere end 80 beautybrands, mens programmet byder på over 40 talks, workshops, live demonstrationer og tutorials. Messen fylder 10.000 kvadratmeter, og arrangørerne forventer omkring 5.000 besøgende i løbet af de to dage.
- Ambitionen er at skabe mere end en klassisk beautymesse. 2DAYS OF BEAUTY skal være et sted, hvor forbrugerne både kan prøve, opleve og blive klogere, siger medstifterne Pernille Schefte og Josephine Vildgaard.
Noget for alle
På programmet er blandt andet emner som K-beauty, hudpleje, ingredienser, collagen, hårpleje, hudanalyser, behandlinger og wellness. Der bliver også sat fokus på emner som skønhedsidealer, perfekthedskultur og selvværd, og blandt deltagerne på programmet er blandt andre EUROWOMAN, Louise Vennegaard Mielke og Christina Bonde samt eksperter og aktører fra beauty- og behandlingsbranchen.
Besøgende kan desuden prøve produkter, få personlig vejledning og deltage i workshops og behandlinger. Alle talks, workshops og aktiviteter er ifølge arrangørerne inkluderet i entrébilletten, mens enkelte aktiviteter har begrænset kapacitet.