Hvorfor snuppede vores kronprins Frederik ikke den svenske kronprinsesse Victoria og et ekstra kongerige?
Journalister på begge sider af Øresund har ellers i mange år skubbet på ved at lege Kirsten Giftekniv for dem. I 1999 spåede en svensk avis ligefrem, at Frede og 'Vickan', som kronprinsessen kaldes i den svenske presse, ville få fem børn sammen.
Men flirten udeblev og i stedet udviklede de to tronarvinger et fortroligt venskab.
For den spirrende kærlighed var mest af alt ønsketænkning fra pressens side, siger B.T.s kongehusekspert Marianne Singer.
"Man forvekslede fortrolige blikke med flirten. Jeg tror aldrig, de har set kærestepotentiale i hinanden," siger hun til B.T.
I stedet fandt kronprins Frederik sin Mary i Australien under OL i 2000, mens kronprinsesse Victoria året efter forelskede sig i sin fitnesstræner Daniel Westling.
Men hvad nu hvis den danske prins og svenske prinsesse havde forelsket dig i hinanden? Ja, så havde de to turtelduer måske slet ikke fået hinanden alligevel.
"Et forhold mellem Frederik og Victoria ville være umuligt, for hvor skulle de regere?" spørger Marianne Singer og minder om, at flere også så et godt parti i Victorias smukke lillesøster, prinsesse Madeleine, for vores kronprins.
I weekenden bryder Sverige ud i en sand folkefest, når Victoria og Daniel Westling på lørdag siger 'ja' til hinanden ved et storslået og romantisk bryllup i Storkyrkan, efterfulgt af kortegekørsel gennem Stockholm og siden middag og fest.