88 procent af forældrene er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud.
Det viser en ny landsdækkende undersøgelse blandt mere end 93.000 forældre.
Langt de fleste danske forældre er tilfredse med deres barns vuggestue, børnehave eller dagpleje. 88 procent svarer, at de samlet set er enten tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud.
Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, hvor mere end 93.000 forældre har deltaget fra september 2025 til februar 2026. Undersøgelsen omfatter kommunale og selvejende daginstitutioner samt kommunal dagpleje.
Forældrene er især positive over for deres børns trivsel, og om børnene opleves som glade og trygge i dagtilbuddet. Der er til gengæld mindre tilfredshed med de indendørs fysiske rammer, og tilfredsheden varierer både mellem kommunerne og mellem de enkelte daginstitutioner.
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr glæder sig over resultatet, men mener samtidig, at kvaliteten skal løftes yderligere.
- Vores børn er det dyrebareste vi har. Alle forældre skal trygt kunne aflevere deres børn i dagtilbud uden at have ondt i maven. Derfor er jeg glad for, at mange forældre er glade for deres børns dagtilbud, siger hun.
Undersøgelsen understreger samtidig, at forældrenes tilfredshed bygger på deres egne oplevelser og derfor ikke nødvendigvis er det samme som en faglig vurdering af den pædagogiske kvalitet.