Fredag den 28. august bliver det afsløret, hvilken af otte nominerede skuespillere der modtager Teaterflisen 2026. Vinderen får sit eget bronzerelief på en granitflise på Frederiksberg Allé.
De otte nominerede er Frederik Cilius, Jens Albinus, Lars Brygmann, Lene Maria Christensen, Merete Mærkedahl, Nicolas Bro, Paprika Steen og Sofie Gråbøl.
Prisoverrækkelsen er åben for offentligheden og finder sted fredag fra klokken 15.30 til 17.30 på Frederiksberg Allé. Ifølge arrangørerne plejer omkring 1.500 gæster at møde op for at overvære afsløringen af årets flise.
Rasmus Bjerg er vært
Skuespiller Rasmus Bjerg er vært for arrangementet. På programmet er blandt andet et uddrag af Aveny-T's teaterkoncert Da Sisse mødte Bisse med musikeren Bisse, musik fra duoen dias, Katja Holms hyldest til Osvald Helmuth og en performance med Ramona Macho fra Teatret ved Sorte Hest.
Der bliver desuden rullet rød løber ud og serveret gratis fadøl.
Uddelt siden 1997
Teaterflisen blev uddelt første gang i 1997 og gives til en dansk skuespiller for en markant indsats inden for blandt andet teater, revy, musikteater, film og tv. Vinderen bliver foreviget med et bronzerelief skabt af karikaturtegner Jens Hage og lagt ned i Frederiksberg Allé.
Ifølge Teaterflisen stemmer op mod 20.000 danskere hvert år om, hvem der skal modtage prisen.
Søren Østergaard modtog Teaterflisen i 2025. Blandt tidligere modtagere er også Jytte Abildstrøm, Lise Baastrup, Preben Kristensen, Mick Øgendahl, Susse Wold, Rasmus Bjerg, Trine Dyrholm, Ghita Nørby, Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen.