Softwarevirksomheden Creative Force fra Holstebro får en trecifret millioninvestering fra den nordiske investor Monterro.
Pengene skal blandt andet bruges på international vækst og videre udvikling af selskabets AI-løsninger.
Et dansk techselskab fra Holstebro får nu en investering i den trecifrede millionklasse. Den nordiske softwareinvestor Monterro bliver ny majoritetsejer i Creative Force, som udvikler software til brands og webshops.
Ifølge selskaberne er det Monterros største indledende investering i en ny virksomhed nogensinde.
Creative Force blev stiftet i 2019 af Thomas Kragelund og Tejs Rasmussen og har i dag omkring 160 ansatte på tre kontinenter. Virksomheden hjælper blandt andet store brands med at styre produktionen af billeder, videoer, tekster og andet produktindhold til webshops. Kundelisten tæller blandt andre Tommy Hilfiger, Calvin Klein og Bestseller.
Omkring 60 procent af omsætningen kommer i dag fra Nordamerika, mens kun tre procent kommer fra Danmark. Det seneste år er omsætningen ifølge virksomheden vokset med mere end 50 procent, og Creative Force har nu mere end 100 millioner kroner i årlig tilbagevendende omsætning, ARR.
- Creative Force er vokset til en global forretning, fordi vi har bygget den platform, verdens største brands har manglet, siger CEO og medstifter Thomas Kragelund.
Han og Tejs Rasmussen fortsætter i ledelsen efter investeringen.
Pengene skal blandt andet bruges på yderligere international ekspansion og udvikling af Creative Forces AI-integration. Den hidtidige investor byFounders investerer samtidig igen i selskabet.