77 procent af de 15-25-årige møder alkoholrelateret indhold på sociale medier.
Samtidig mener 59 procent, at danske unges alkoholforbrug er for højt.
Drinksopskrifter, druklege, alkoholreklamer og videoer fra fester.
Alkohol dukker op på sociale medier hos mange unge. 77 procent af de 15-25-årige svarer i en ny undersøgelse, at de støder på alkoholrelateret indhold på sociale medier. Undersøgelsen er lavet for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens indsats Fuld af Liv.
Samtidig svarer 59 procent, at alkoholforbruget blandt danske unge er for højt, mens næsten ni ud af ti ønsker en alkoholkultur, hvor det accepteres at sige nej tak til alkohol. Mere end halvdelen fortæller desuden, at en ven har forsøgt at få dem til at drikke mere, end de havde lyst til.
- Alkohol fylder alt for meget i vores kultur, og det gør det også, når vi poster fejringer og byture på sociale medier, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.
Hun mener, at indholdet kan være med til at normalisere alkohol som en naturlig del af fest og fællesskab.
Også på uddannelserne oplever nogle unge, at alkohol fylder meget. Blandt unge på en ungdomsuddannelse mener 23 procent, at alkohol fylder for meget på skolen. På videregående uddannelser gælder det 28 procent.