En 31-årig belarusisk mand er ved Retten i Nykøbing Falster blevet idømt to års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Manden er dømt for medvirken til tyveri og forsøg på tyveri for samlet omkring otte millioner kroner, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kriminaliteten fandt sted i februar og marts 2025 og var rettet mod produkter, der blev transporteret med lastbiler. Den 31-årige fulgte ifølge sagen vogntog fra et lager på Sjælland og blandt andet til havnen i Rødbyhavn. Han monterede GPS-enheder på vogntogene, så medgerningsmænd kunne følge transporterne videre gennem Europa. I flere tilfælde lykkedes det derefter at bryde ind i lastbilerne på rastepladser langs ruten.
- Der er tale om en type kriminalitet, som er gennemført udspekuleret og professionelt tilrettelagt. Det er store værdier, der har været i spil, siger anklager Jens Ole Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 31-årige erkendte forholdene. Han blev anholdt i Litauen den 15. februar 2026 og udleveret til Danmark den 5. marts. Han er fortsat fængslet.