To skibe med 11,000 tons korn og sæd ombord stod klar til udtømning i Libyens havneby Benghazi, da oprøret startede for et par uger siden.
Kornet skulle transporteres 3,000 kilometer ned igennem Sahara ørkenen til en halv million flygtninge, der bor i lejre i den østlige del af det umådeligt fattige Tchad.
Men nu er den rute, som FNs verdensfødeprogram (WFP) har brugt lige siden 2004, lukket. Skibene er omdirigeret til Port Sudan, der ligger på den østlige side af Afrika. De skal altså rundt om Egypten og ned i Suez-kanalen.
En halv million flygtninge
Der bor omkring en halv million flygtninge i lejre i det østlige Tchad. De fleste kommer fra det krigshærgede Darfur i Sudan, der ligger op ad grænsen til Tchad.
Desuden bor der i lejrene internt fordrevene folk fra Tchad samt folk, der er vendt hjem, fordi krigen i Darfur trækker tråde helt ind i Tchad, hvor bevæbende oprørsgrupper og konflikt er en del af hverdagen.
Besværligt og kostbart
FN arbejder nu på at få etableret en rute gennem Sudan fra Port Sudan til Abéché, der er knudepunktet for humanitær hjælp i det østlige hjørne af Tchad.
Men det er besværligt og kostbart. For konvojerne med fødevarehjælpen skal krydse Darfur.
Dafur har siden 2003 været vidne til en blodig borgerkrig, der har dræbt 400.000 mennesker og fordrevet millioner fra deres hjem.
Flygtningens forhold er alarmerende. Tchad er verdens 6. fattigste land, der kæmper med at brødføde landets egen befolkning på 10 millioner mennesker.
Prisen på den nye rute bliver en dyr affære for FN og kan hurtigt løbe op i hundrede tusinde af kroner.
Desuden skal det hele nå at klappe inden begyndelsen af juni, hvor regntiden normalt sætter ind. Så bliver alle veje til Abéché ufremkommelige.