Yankiebar og Gajol flytter job til Polen

Det er for dyrt at have danske medarbejdere til at pakke gajoler og marcipanbrød i æsker. Derfor flytter Toms arbejdspladser til udlandet.
Toms beskæftiger 750 medarbejdere i Danmark, nu kan 200 job være på vej til Polen.
Toms beskæftiger 750 medarbejdere i Danmark, nu kan 200 job være på vej til Polen. Foto: Torben Stroyer

Fremover skal polske ansatte pakke marcipanbrød, guldkarameller og gajoler i æsker.

Slikproducenten Toms vil flytte arbejdspladser til Polen. Det sker som respons til de øgede afgifter på usunde fødevare, skriver Børsen.

"Vi har noget manuel pakning her i Ballerup, hvor folk sidder med håndkraft og lægger produkter i æsker. Det er alt for dyrt til danske lønninger, så derfor etablerer vi nu et pakkeri i Polen, så vi får noget mere fleksibilitet, og så vi kan gøre det billigere," siger Toms adm. direktør Jesper Møller til Børsen.

Han vurderer, at der på sigt kan komme 200 job i Polen. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at samme antal arbejdspladser flyttes fra Danmark.

Den nye fedtafgift vil koste Toms et større encifret millionbeløb. Det er dog intet at regne for den nye sukkerafgift, der vil ramme virksomheden med over 100 millioner kroner.

Derfor er Toms nødt til at reducerer udgifterne, lyder det fra virksomheden, der i dag beskæftiger cirka 750 ansatte i Danmark.

Også Premier IS overvejer at flytte til udlandet på grund af øgede afgifter på usunde fødevare.

Dansk Erhverv og fødevareforbundet NNF er bekymret over udviklingen.

Her frygter man næsten dagligt, at danske arbejdspladser ryger ud af landet som følge af de øgede afgifter.

Afgiften på slik og chokolade hæves fra 1. januar 2012 med 33 procent fra 17,75 kroner til 23,75 kroner per kilo som følge af finanslovsaftalen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.