Københavns Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere gerningsmanden til et røveri mod en restaurant i Københavns indre by.
Den 8. september ved 22-tiden gik gerningsmanden ind på Restaurant Puk på Vandkunsten 8 i København K.
Her truede han personalet til at udlevere et kontantbeløb.
På vej ud af restauranten skubbede han en af gæsterne og truede ham med en flaske.
Vidner satte efter gerningsmanden, som slog ud efter en af forfølgerne. Det lykkedes derefter gerningsmanden at flygte fra stedet.
Den mistænkte beskrives som:
Mørk i huden, 30-35 år, 170-180 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, skaldet eller med kort sort hår og mørke skægstubbe.
Han talte arabisk, og var iført en lys, grøn jakke med hætte, mørke bukser og kondisko.
Har du oplysninger i sagen, så kontakt Københavns Politi på telefon 114.