Når du kigger ned i supermarkedernes kølediske, bør du gå en stor bue uden om kalkunkødet fra den tyske producent, Heidemark.
Fødevarestyrelsen har nemlig hele syv gange fundet salmonella-bakterier i kødet fra Heidemark, skriver Politiken onsdag. I seks tilfælde var der tale om kalkunkød, mens det var et parti kyllingekød i det syvende tilfælde.
Sundhedsskadeligt
I følge Politiken har Fødevarestyrelsen i alle syv tilfælde stemplet de syv partier kød som 'sundhedsskadeligt' - blandt andet fordi bakterierne var modstandsdygtige overfor medicin.
Men trods de syv fund bliver supermarkedskæderne Netto, Føtex og SuperBrugsen ved med at købe kød fra salmonellafabrikken i Tyskland.
I Coop Danmark, der ejer SuperBrugsen, er holdningen, at salmonella i kalkun- og kyllingekød ikke kan undgås.
- Kontrol af tysk kalkun ikke er så finmasket som kontrol af dansk kylling. Derfor vil det ske, at vi må trække nogle partier tilbage på grund af salmonella. Det kan vi ikke undgå, siger kvalitetschef hos Coop Danmark, Karin Frøidt til Politiken.
- Når der påvises salmonella i kødet, tager vi kontakt til Heidemark og sender rapporterne over fundene, som de kan bruge i deres opfølgning, tilføjer hun.
Undgå udenlandsk kalkunkød
Overlæge Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut opfordrer forbrugerne til helt at lade være med at lægge udenlandsk kalkunkød i indkøbsvognen, fordi der er så meget salmonella i kødet.
Sådan undgår du salmonella-forgiftning
1. Vask hænderne før, under og efter madlavning. Især efter du har rørt ved råt kød.
2. Brug forskellige skærebrætter og knive til kød og grøntsager
3. Gennemsteg altid kalkun- og kyllingekød.
4. Brug pasteuriserede æg eller skold dit æg i kogende vand i fem sekunder
5. Slå aldrig et æg i stykker på kanten af en skål, der indeholder andre madvarer
6. Sørg for at køle rester, der skal gemmes, hurtigt ned til 5 grader.