Twitter har for første gang blokeret for en profil i et land, efter tysk politi har bedt den sociale netværkstjeneste om at skride ind over for en nynazistisk gruppe.
Twitters advokat, Alex Macgillivray, minder om, at tjenesten allerede i januar gjorde opmærksom på, at den kunne finde på at gribe ind over for kontroversielt indhold.
- Vi bruger det nu for første gang mod en gruppe, der anses for ulovlig i Tyskland, skriver han på Twitters hjemmeside.
Den nynazistiske gruppe kalder sig Besseres Hannover. Den blev i sidste måned erklæret ulovlig af de tyske myndigheder.
Kontoen er stadig synlig på Twitter, og her betegner gruppen sig som "den nationale informationsportal fra Hannover".
Twitter blokerede for adgang til kontoen den 25. september, og der er ingen synlige beskeder efter den dato.
Besseres Hannovers hjemmeside er også blokeret eller slettet.
Anklagemyndigheden i Niedersachsen, hvor Hannover er hovedstad, har sigtet 20 medlemmer af den nynazistiske gruppe for opfordring til racehad og for at opbygge en kriminel organisation.
Gruppen er især mistænkt for at stå bag truende video-beskeder til den tyske delstats socialminister, Aygul Özkan, der er af tyrkisk oprindelse.
/ritzau/AFP