Den kræftramte DR-vært og tv-læge, Charlotte Bøving, har fået fjernet 70 centimeter tyndtarm og seks kræftknuder, skriver JydskeVestkysten.
Hun fik for to et halvt år siden konstateret uhelbredelig kræft i tyndtarmen og bughulen, men efter operationen er al kræften tilsyneladende ude af Charlotte Bøvings krop.
- Det var en tysk læge, der arbejdede på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, der henvendte sig til mig, fordi hun havde læst min bog, hvor jeg også skrev om min sygdom. Hun mente, at kræften kunne opereres ud. Det var derfor, jeg bad Skejby Sygehus om en second opinion, siger Charlotte Bøving til JydskeVestkysten.
Operationen foregik 27. november på Aarhus Universitetshospital Skejby og Charlotte Bøving blev udskrevet onsdag i denne uge.
Vil køre en sag
Men selvom operationen er gået godt, er det ikke en jublende lykkelig Charlotte Bøving, som kunne tage hjem til hustruen Pernille Lok og deres fælles hjem i Varde.
Hun fortæller til JydskeVestkysten, at hendes kræft har været overset i otte år, og kunne være blevet opereret ud allerede dengang.
- Jeg kommer til at køre en sag. Det handler ikke om erstatning, men om læring, siger Charlotte Bøving og tilføjer, at hun er vred:
- Var kræften opdaget for otte år siden, kunne den være blevet opereret ud dengang, og jeg kunne have været fri for det efterfølgende forløb.
Ifølge JydskeVestkysten fjernede lægerne i Skejby to kendte og fire ukendte kræftknuder. Der udover sad der 22 lymfeknuder i det stykke tarm, som blev fjernet.
Fandt knuderne på gamle billeder
Avisen skriver også, at Charlotte Bøvings historik med kræften begyndte i 2010 med tarmslyng, og at hun blev opereret for fire år siden på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Her blev der fjernet 20 centimeter tyndtarm. Det er den operation, som Charlotte Bøving vil køre en sag på. Lægerne på Skejby fandt nemlig kræftknuderne ved, at gennemse billeder fra skanninger i 2010 fra Bispebjerg Hospital og fra 2014 i Esbjerg.
Charlotte Bøving blev kendt i offentligheden, da hun var vært på DR-programmet 'Lægen flytter ind'.