Bruce Springsteen Magic
I overtegnedes øjne er Bruce noget helt særligt. Og det har han været siden jeg skrålede med på Born in the USA og som ni-årig rå-spillede Tunnel of Love til båndsalat på min lyserøde ghettoblaster.
Således ansporet gik jeg tilbage og fæstnede klassiske rockrødder i mulden med Born to Run , The River og Nebraska . Stod lidt af på 90 er pladerne Human Touch og Lucky Town , men frydedes over Live in New York City , der dokumenterede den sveddryppende genforening med E Street Band og Springsteens overlegenhed på en scene.
Efter genforeningen med E Street kom det noget sentimentale post 9/11 album The Rising , som alligevel sneg sig ind under huden med tiden. Springsteen fik fornyet sit folkelige gennembrud med The Seeger Sessions , hvor han gav den gas på banjo, violiner og den folketradition han så småt tog op på Devils & Dust .
Nu er han tilbage med guitaren og E Street band. Et kærkomment gensyn med rocken - men af den pæne gedigne slags, som ikke ville tage skade af en lille smule mere riv.
Nogle plader er som en ny forelskelse. Det er Magic ikke. Den er tryg og god som kærlighed med flere store højdepunkter i form af støvede numre i klassisk rocktradition. Desværre falder enkelte numre i en popgrøft med snert af la-la-la forsamlingshus.
Men selvom Magic ikke er noget mesterværk, skal jeg stadig giftes med Bruce, når jeg bliver stor.
Anmeldt af Anne Winther | anwi@avisen.dk