Sene aftenmøder og journalister, der hele tiden vil have en kommentar om alt mellem himmel og jord.
Det kan være et slidsomt job at være minister.
Og det har den tidligere radikale minister Manu Sareen også følt. Den stressede tilværelse påvirkede i lange perioder hans nattesøvn.
Han forsøgte sig med forskellig sovemedicin, men det blev han bare ’zombieagtig’ af. Den dybe søvn udeblev.
Derfor begyndte den 49-årige eksminister at bruge medicinsk cannabis, og det gjorde underværker.
- Søvnen er det sværeste for mig. På det punkt er man virkelig sårbar, når man er stresset. Jeg er smadret efter en uge med kun fem timers søvn pr. nat, når jeg samtidig skal toppræstere. Det eneste, som har hjulpet mig i stressede og søvnløse perioder, er cannabisolie fra Endoca uden THC, der gør dig skæv, fortæller han til Avisen.dk og fortsætter:
- Olien har en fantastisk effekt på mig. Den hjælper mig med at sove, og den afhjælper uro i stressede perioder, fortæller Manu Sareen.
Medicinsk cannabis har vundet indpas i Danmark, og fra 1. januar 2018 bliver det lovligt for patienter at få det lægeordineret på forsøgsbasis. I forvejen er der mange danskere, der medicinerer sig selv, heriblandt Manu Sareen.
Især kræftpatienter og folk med sklerose har gavn af den indtil videre utraditionelle medicinering, vurderer eksperter.
Forsøgsordningen løber i fire år, og derefter skal det tages op til overvejelse, om den skal gøres permanent.
Medicinsk cannabis kan indeholde THC, som giver en euforiserende effekt. Men der er også en variant med stoffet CBD, som blot har en lindrende effekt. Det sidste har Manu Sareen stiftet bekendtskab med.
Tidligere har også skuespiller Søs Egelind stået frem og fortalt, at hun har brugt medicinsk cannabis i forbindelse med sin kræftsygdom.