Beskeden fra lægerne er alvorlig.
De kan holde kræften inde i Gry Herbøl nede i op til et år. Kvinden fra Næsby på Fyn er ramt af Akut myeloid leukæmi (AML) - en alvorlig kræftsygdom, som hun i dag ikke kan få flere kemobehandlinger for.
Men pædagogen Gry Herbøl går stadig på arbejde. To gange om ugen tager hun ned i Børnehuset Ærtebjerggård for at finde håb, fortæller TV 2/FYN.
- At være her giver mig meget glæde og kvalitet i min hverdag. Bare det at få lov til at komme tilbage og mærke lidt af det, jeg havde engang, betyder meget, fortæller Gry Herbøl til TV 2/FYN.
Hun har været omgivet af børn i 23 år på Ærtebjerggård, og ønskede selv at komme på arbejde nogle timer om ugen.
Kan være livsforlængende
Hun vil blive ved, så længe hun har kræfter, og så længe ledelsen synes, det er en god idé.
- Jeg ved godt, at det slet ikke bliver det samme, som da jeg var rask. Og jeg kommer slet ikke til at arbejde på fuld tid mere. Men hvis jeg bare kan få lidt af det tilbage, jeg havde her engang, så vil det betyde rigtig meget for mig. Måske kan det endda være lidt livsforlængende - det ville jo bare være fantastisk, fortæller Gry Herbøl.
Børnehaveleder Manuela Roccato er glad for at have den erfarne kollega tilbage, og i Kræftens Bekæmpelse er der opbakning til ordningen.
- Det har en stor betydning for de kræftsyge at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Bare det, at ens kollegaer tager godt imod en. Som kræftpatient har man jo lyst til at leve. Og noget af det, der betyder noget for dem, er at leve en normal hverdag, som når man går på arbejde, siger læge og psykolog Bo Andreassen Rix fra patientstøtteafdelingen i Kræftens Bekæmpelse.