Sygeplejersken Ina Ottesen knaldede i foråret 2014 en knytnæve ned i receptionsdesken på Aarhus Kommunehospital.
- Nu holder du eddermame op, brølede hun til en pårørende, der igen og igen klagede sin nød over, at hun ikke kunne få forrang foran mere akutte tilfælde.
Der blev dødstille i reception. Man kunne næsten høre en knappenål falde til jorden. Den pårørende kiggede chokeret på sygeplejersken. Også Ina Ottesens kolleger kiggede overrasket på hende. Hvor kom det pludselige vredesudbrud fra? Og så fra lige præcis Ina Ottesen, der normalt var så fattet og pædagogisk.
- Det må du virkelig undskylde. Det var ikke professionelt gjort af mig, sagde Ina Ottesen til den pårørende, efter hun havde genvundet fatningen.
Og så blev det heftige udbrud afløst af hverdagens evindelige trommerum på en skadestue, med alt hvad det indebar af bibbende telefoner, ængstelige pårørende og patienter, der svæver mellem liv og død.
Men Ina Ottesens vredesudbrud blev hyppigere. Den normalt så rolige sygeplejerske eksploderede pludseligt og uden varsel med kortere og kortere mellemrum. Til sidst manifesterede det sig også fysisk. Ina Ottesen fik blærer over hele kroppen, og hendes hud begyndte at brænde.
I august 2014 gik hun til lægen og fik diagnosen helvedesild. Lægen sagde, at hun ikke fejlede noget fysisk. Men psykisk var det en anden sag.
Ina Ottesen blev sygemeldt med stress, og det tog et helt år, for hun var tilbage for fuld kraft.
Havde ikke set den komme
59-årige Ina Ottesens historie er ikke ualmindelig. Som Avisen.dk i dag kan fortælle, oplever knap 50 procent så mange medlemmer af FTF, som Dansk Sygeplejeråd er en del af, stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø i forhold til almindelige lønmodtagere.
Nedskæringer og effektiveringskrav har sat sine spor, og da Ina Ottesen blev sygemeldt, var hun teamleder med ansvar for at tage imod patienter, have kontakt til Falck og disponere over, hvilke sygeplejersker der skulle varetage hvilke patienter. Ifølge hende selv var hun "en blæksprutte" med arbejdsopgaver så omfattende, at de blev fordelt blandt tre kolleger, da hun blev sygemeldt.
Selv havde Ina Ottesen ikke set, hvor langt ud hun var kommet. Hun havde jo bare sagt ja til én lille ekstra arbejdsopgave. Og så en til. Og så en til. Og så en til.
- Jeg tænkte "hold da op". Stressen skal simpelthen boble op på overfladen af huden, før jeg opdager det, fortæller hun Avisen.dk om helvedesilden, der var den endelige alarmklokke, som fortalte, hvor slemt det stod til.
I dag kan Ina Ottesen se, at alle faresignalerne var der: Hun fik anormal hjerterytme, hun kunne ikke sove, og når hun endelig faldt i søvn, var det en urolig slummer. Hun kunne ikke slappe af, når hun kom hjem. Og på arbejdspladsen førte det til fejl.
- Jeg kunne slet ikke falde ned igen. Jeg fór rundt, og jeg følte hele tiden, at jeg havde glemt noget. Og det skete jo også fra tid til anden, for når man har seks bolde i luften, ryger der nemt en ned, uden at man overhovedet ligger mærke til det, fortæller sygeplejersken.
Hun tilføjer, at det ikke var ualmindeligt, at bunken med ufærdige arbejdsopgaver hobede sig op mod fyraften og blev givet videre til den næste vagt, der derfor blot fik endnu flere sager.
Ikke overraskende
Det var Ina Ottesens pligtopfyldelse, der førte til, at hun knækkede nakken. Selv kalder hun stress for et arbejdsvilkår for sygeplejersker. For hvad skal man gøre, når man er overbebyrdet med sager, og der så kommer én til?
- Vi er dedikerede til, at vi skal gøre noget for andre mennesker. Vi står ansigt til ansigt med mennesker, der har brug for hjælp, og som kan svæve mellem liv og død. Det er rigtig svært ikke at give den bedste behandling, man kan give, når man står i den situation, men det betyder også, at man nogle gange glemmer sig selv. Og det betaler man jo prisen for, siger Ina Ottesen.
Betal hvad det koster
Ina Ottesen er blevet klogere af sin sygemelding, der har gjort hende i stand til at se symptomer hos kolleger. Derfor har hun også en opsang til danskerne, der tager på arbejde på autopilot og ikke opdager, hvor stressede de er, før det er for sent.
- Man skal være opmærksom på, hvad det er, man bliver udsat for. Man skal tage sig selv alvorligt. Det gjorde jeg ikke altid. Flere og flere af mine kolleger sagde fra, og så fik jeg jo bare flere vagter. Jeg skulle have indset, at det simpelthen var umenneskeligt. Man skal være opmærksom på sine symptomer og tage dem alvorligt, siger Ina Ottesen.
Samtidig understreger hun, at det ikke er den enkelte medarbejders ansvar. Kravene og nedskæringer kommer oppefra. Ledere og politikere skal tage et ansvar:
- Derudover er det også livsvigtigt med en god ledelse. Det er ikke et argument, at budgetterne ikke er til flere medarbejdere, og at kistebunden er tom. Så skal politikerne råbes op. De må prioritere. Vil de have et sundhedsvæsen i top? Så skal de altså også betale, hvad det koster, mener hun.
I dag er Ina Ottesen raskmeldt og tilbage på sin gamle afdeling. Men hun påpeger, at der er stor forskel på at være rask og at være raskmeldt. For når man først har været stressramt, bliver man aldrig helt den samme igen.
- Jeg tror aldrig, at man kommer fuldstændig tilbage og får den samme robusthed igen. Jeg er ikke den samme, som før jeg blev syg. Tærsklen for, hvornår jeg ikke kan klare mere, er simpelthen lavere nu, siger hun.