Det dansk-svenske samarbejde Greater Copenhagen er ti år gammelt, og en ny rapport tegner et billede af en region, der er vokset markant siden starten i 2016.
Regionens samlede økonomi er ifølge rapporten steget med 42 procent målt på bruttoregionalt produkt i perioden 2016-2024. Antallet af virksomheder er næsten fordoblet, og 23.000 personer pendler dagligt over grænsen mellem Danmark og Sverige, oplyser Greater Copenhagen i en pressemeddelelse.
Rapporten, som tallene stammer fra, er udgivet af Greater Copenhagen selv i samarbejde med Øresundsinstituttet.
Nordens største lufthavn
Københavns Lufthavn er i dag Nordens største og genererer samfundsøkonomiske effekter for 81 milliarder kroner om året, fremgår det.
Regionen har 4,6 millioner indbyggere og er dermed den mest folkerige af de nordeuropæiske metropolregioner - foran Stockholm og Helsinki. På økonomi ligger regionen efter Amsterdam og Berlin.
- Greater Copenhagen blev etableret ud fra tanken om, at vi står stærkere sammen. Vi opbygger en stærk metropolregion, som indtager en førende position - også internationalt. Greater Copenhagen har gået forrest og drevet denne udvikling. Nu skal vi rette blikket fremad, tage erfaringerne med os og fortsætte med at samle kræfterne på tværs af grænsen. Det er vigtigt, ikke mindst for at kunne udnytte det fulde potentiale i den kommende Femern Bælt-forbindelse, siger Carl Johan Sonesson, formand for Greater Copenhagen og regionsrådsformand i Region Skåne.
- Et politisk samarbejde mellem Region Sjælland, Region Skåne, Region Hovedstaden, Region Halland og samtlige 85 kommuner i Greater Copenhagen.
- Samarbejdet blev etableret for ti år siden og har til formål at skabe vækst og beskæftigelse i hele Greater Copenhagen-regionen.