Det er kun svagpissere, der får stress. De skal bare rejse sig op og komme videre.
Sådan plejede sælgeren Tom Johansen at tænke. Derfor opdagede han heller ikke, da stresssymptomerne kom snigende hos ham selv, indtil han pludselig lå på sit badeværelsesgulv med udspilede øjne.
- Jeg iscenesatte typisk mig selv som den menneskelige Duracell-kanin. Jeg var den stærke og ressourcefulde, som kunne presse sig selv længere end alle kollegerne. Jeg havde en oplevelse af, at jeg havde så mange ressourcer, at jeg kunne gå på vandet. Det var virkelig dumt, fortæller Tom Johansen til Avisen.dk.
"Det er bare på grund af idræt"
Som Avisen.dk har beskrevet, er unge mænd under 30 år blevet bedre til at søge hjælp, når de oplever stress eller andre psykiske problemer. 48-årige Tom Johansen tilhører derimod den generation af mænd, som typisk først søger hjælp, når de er brændt helt sammen.
- Jeg oplevede det, som om det kom som et lyn fra en klar himmel, men i virkeligheden var symptomerne kommet snigende gradvist. Jeg ændrede adfærd, men opdagede det ikke selv. Jeg havde muskelspændinger og ondt i ryggen, men det, sagde jeg til mig selv, skyldtes bare idræt. Jeg kendte ikke tegnene og fandt ikke koblingen mellem det kropslige ubehag, jeg oplevede, og stress, siger Tom Johansen.
Degraderet af chefen: "Jeg skulle fandme vise dem"
Forud for Tom Johansens kollaps i efteråret 2013 var der foregået flere ting på hans arbejdsplads, som i bakspejlet burde have fået hans alarmklokker til at ringe.
Han var ansat i en stilling som salgsdirektør, men fordi den øverste ledelse ikke var tilfreds med de resultater, han leverede, blev han degraderet til eksportsælger. Det betød mange rejsedage til Tyskland, som var hovedmarkedet - og dermed mange timer på motorvejene, eftersom han også selv var chauffør.
Men ud over arbejdstiden nagede degraderingen ham mere, end han selv var klar over på det tidspunkt.
- Jeg havde selv sagt ja til det, men det var ikke et indsigtsfuldt valg. Jeg var opslugt af en følelse af, at jeg skulle fandme vise dem, så jeg kørte mig selv meget, meget hårdt. Jeg arbejdede som en gal, men lige lidt hjalp det, for produktet var bare ikke godt nok. Hver dag, når jeg gik på arbejde, føltes det som om jeg gik i krig. Det er jo ikke sundt, siger Tom Johansen.
"Den Tom, jeg kendte, forsvandt"
Det hele krakelerede en nat på et hotel i Tyskland på endnu en forretningsrejse. Tom Johansens mave hævede pludselig op til dobbelt størrelse som en bold.
- Den eksploderede nærmest, og jeg fik ubeskrivelige smerter. Jeg kunne hverken sidde eller ligge, men bare gå frem og tilbage, fortæller Tom Johansen, som kørte den lange tur hjem, så snart han kunne samle sig om det.
Første nat var han ikke selv klar over, hvad der var galt, men allerede dagen efter slog det ham, at det var stress. Først tænkte han, at han måske kunne arbejde lidt hjemmefra, men han fik det hurtigt værre med panikanfald, angst, søvnløshed og en overfølsomhed over for lyde, som gjorde, at han ikke kunne holde ud at være i sit eget hus, fordi trægulvet knirkede. Til sidst søgte han tilflugt på badeværelset, hvor der var klinker.
- Jeg sov ikke i otte døgn. Alle de tanker og følelser, som gjorde mig til den Tom, jeg kendte, forsvandt. Tilbage lå en mand i fosterstilling med vidt udspilede øjne på badeværelsesgulvet, fortæller Tom Johansen.
- Mit system var nærmest kortsluttet. Min krop rystede under huden, og alle lyde føltes som nålestik, husker han.
Sengeliggende i otte uger
Tom Johansen reagerede først, da han var brændt helt sammen - noget, der er typisk for stressramte mænd, siger stressekspert Majken Matzau. Derfor tog det også lang tid for ham at komme på benene igen, efter han endelig gik til lægen, som med det samme sygemeldte ham. Det første halve år var han alvorligt syg, og fik det nærmest værre og værre.
Han havde inden sygemeldingen søgt og fået en stilling i konsulentbranchen - en branche, han oprindeligt havde arbejdet i og meget gerne ville tilbage til, men han startede aldrig i jobbet. Han var simpelthen for syg.
Tom Johansen fik hjælp fra den sundhedsforsikring, hans gamle arbejdsplads havde tegnet hos PFA. Det betød, at han fik en midlertidig ydelse sammen med sygedagpenge, som gav ro på den økonomiske front, og at han fik behandlinger hos en stresscoach. Han begyndte også på medicinsk behandling mod den angst, stressen havde udløst. Og så hjalp det ham at ligge otte uger i sengen uden at lave noget som helst.
Man mister fornemmelsen for sin egen skrøbelighed
Tom Johansen var så hårdt ramt, at flere spåede, at han aldrig ville komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og da han søgte sit første job, som var en deltidsstilling, to år efter sammenbruddet, lå hans selvtillid også på et meget lille sted.
- Men i det år fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne mere, end jeg troede, siger Tom Johansen, som bagefter søgte videre og nu arbejder på fuld tid som karrierekonsulent.
- Jeg har fået en meget sundere tilgang til det at arbejde. Før var min primære motivation økonomi og et ønske om, at jeg skulle vise dem, hvad jeg duede til, og at jeg skulle performe og være den bedste. Nu siger jeg i stedet, at jeg bare skal have det arbejde, som er sjovest og mest meningsfuldt for mig, siger Tom Johansen, som i dag bruger sine erfaringer, når han vejleder andre i karrierevalg.
- Hvis man mister sin egen fornemmelse for den skrøbelighed og sårbarhed, vi alle sammen har som mennesker, så kommer man nemt til at træffe de forkerte beslutninger, siger han.
Vi er mennesker og ikke maskiner
Men psykologsamtaler og stresscoaches er kun lappeløsninger, mener Tom Johansen. Stress er et kollektivt problem, og det skal først og fremmest løses ved, at vi bliver bedre til passe på hinanden, og ved at der også på arbejdspladserne bliver plads til netop skrøbelighed og sårbarhed sammen med nærhed og omsorg for hinanden, mener han.
- Vi skal have en klar og tydelig accept af, at vi er mennesker og ikke maskiner. Og alle, både chefer, medarbejdere, aktionærer, bestyrelsesmedlemmer og hele samfundet skal blive bedre til at erindre, at vi altså er designet til et menneskeligt formål og ikke et maskinelt eller økonomisk formål, siger han.
Og så skal vi tage stress alvorligt.
- Noget af det, der virkelig gør mig træt i hovedet, er, når nogen siger, at vi bare skal gøre sådan og sådan. At vi for eksempel bare skal bruge mindre tid på mobiltelefonen og sociale medier. Jeg vil aldrig sige "bare" om stress. Vi er nødt til at gøre noget ved, at så mange af os bryder sammen. Vi er nødt til at stoppe op og tage en alvorlig snak om, hvad det er, der sker omkring os, siger Tom Johansen.