- Københavns Kommune har åbnet en ny Omsorgstelefon.
- Den skal gøre det nemmere for borgere, pårørende og kommunens egne medarbejdere at gøre opmærksom på bekymringer i ældreplejen.
- Telefonen er rettet mod alle, der oplever problemer eller utryghed i forbindelse med hjemmepleje, sygepleje eller plejehjem i hovedstaden.
Københavns Kommune åbner mandag den 1. juni en ny Omsorgstelefon, der skal gøre det nemmere for borgere, pårørende og kommunens egne medarbejdere at gøre opmærksom på bekymringer i ældreplejen.
Telefonen er rettet mod alle, der oplever problemer eller utryghed i forbindelse med hjemmepleje, sygepleje eller plejehjem i hovedstaden. I stedet for selv at skulle finde frem til den rette afdeling i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal henvenderen blot ringe ét sted hen og blive guidet videre af erfarne medarbejdere med indgående kendskab til forvaltningens enheder.
Trygt at blive gammel
Bag initiativet står sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), der få dage inde i sin nye borgmesterperiode fik opbakning fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til at oprette linjen. Ifølge borgmesteren er målet at fange problemer tidligt og undgå, at de udvikler sig til langvarige klagesager.
- Hvis der er utryghed eller dårlige oplevelser, så skal de frem i lyset, så vi får handlet på problemerne straks. Hvis man oplever, at det er utrygt, eller at man selv – eller ens nære – ikke får en god pleje, så skal der være nogen, man kan tage fat i med det samme. Og man skal ikke til at sætte sig ind i, hvilket af kommunens 1.000 telefonnumre, man skal ringe til. Omsorgstelefonen er klar til at modtage din henvendelse og guide dig godt videre. Jeg håber, at den kan være med til at forebygge langvarige klagesager, hvor problemerne ikke bliver løst, for det skal være trygt at blive gammel i København, siger Jens-Kristian Lütken.
Direkte dialog
Med den nye telefonlinje vil kommunen forsøge at skabe en mere direkte vej mellem borgernes hverdagsoplevelser og den forvaltning, der har ansvaret for ældreplejen i byen. Tanken er, at en hurtig dialog kan løse misforståelser og konkrete problemer, før de vokser sig store og ender som formelle klager.
Omsorgstelefonen henvender sig bredt - ikke kun til ældre borgere selv, men også til deres pårørende og til medarbejdere i kommunen, der måtte opleve forhold, de er bekymrede over. På den måde skal linjen fungere som en slags fælles alarmklokke for kvaliteten af plejen.
Lütken har tidligere udtrykt et ønske om at forkorte afstanden fra borgerens bekymring til kommunens løsning af problemet, og Omsorgstelefonen er et konkret forsøg på at indfri den ambition.
- Omsorgstelefonen åbner 1. juni.
- Du kan ringe på 35 30 30 05 mellem kl. 9-15 på hverdage eller skrive til omsorgstelefonen@kk.dk
- Du kan kun være anonym, hvis du undlader at oplyse sit navn eller andet, der kan afsløre ens identitet.
- Medarbejderne i Omsorgstelefonen har tavshedspligt. Det betyder, at de kun kan give tilbagemeldinger og videregive fortrolige oplysninger til dig, hvis du har ret til at modtage disse oplysninger.
- Omsorgstelefonen er ikke en akutlinje. Ved akut fare skal du kontakte 112 eller lægevagt/læge.