Det står slemt til på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus. Personalet har alt for travlt, og det kan have alvorlige konsekvenser for både personale og patienter.
Det vurderer Arbejdstilsynet i en ny rapport, som TV Øst har fået indsigt i, skriver mediet.
Holbæk Sygehus har fået en række påbud om at gøre en markant indsats for at forbedre arbejdsbyrden og lette tidspresset, da det har alvorlige konsekvenser for personalets sundhed.
TV Øst skriver, at der i rapporten fra Arbejdstilsynet står, at læger er gået grædende hjem, at en læge er brudt sammen foran en bagvagt, og at lægerne lider af søvnbesvær, kort lunte og manglende overskud.
Arbejdstilsynet vurderer arbejdsmiljøet på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus som værende så alvorligt, at personalet i værste tilfælde udvikler stress eller stressrelaterede sygdomme som angst, depression og hjertekarsygdomme, hvis der ikke bliver gjort noget ved det omgående.
Påbuddet falder på et tørt sted
Næstformand for Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, mener, at arbejdsmiljøet på Holbæk Sygehus kun er blevet værre de seneste år.
- Derfor er det godt, at Arbejdstilsynet med sine påbud sender et stærkt signal til ledelsen om, at det hidtil iværksatte er utilstrækkeligt – og at det er nødvendigt for såvel patientsikkerheden samt medarbejdernes liv og helbred, at hospitalet får ekstern hjælp til at løse problemerne, siger hun i en pressemeddelelse.
I februar fik Holbæk Sygehus bevilget 11 millioner kroner af regionsrådet i Region Sjælland, men overlæger kritiserede dengang beløbet og mente slet ikke, at det var nok til at rette op på problemerne på sygehuset.