Kashif kom til Forenede Care Neuro efter en blodprop i hjernen. Han husker de tidlige morgener ved spisebordet, samtalerne med personalet sent om aftenen - på de gode og de dårlige dage.
Torsdag er han tilbage. Ikke som patient, men som deltager i Hjerneløbet 2026.
- Jeg glæder mig meget til at se alle igen og har set frem til det længe, siger han og tilføjer, at han også vil vise, hvor langt han er kommet med sin træning.
Fællesskab, ikke konkurrence
Hjerneløbet er et motionsarrangement, hvor mennesker med erhvervet hjerneskade, familier og venner deltager på egne præmisser - gående, løbende eller i kørestol. Alle får en medalje.
Løbet startede for fem år siden på parkeringspladsen ved rehabiliteringscentret med 15 beboere. I år forventes omkring 200 deltagere ifølge arrangøren, og løbet flyttes til Ringsted Stadion.
Hjerneskadeforeningen og Hjernesagen er til stede, og viceborgmester Lucas Martin Pedersen (K) fra Ringsted Kommune taler.