Det kan blive markant dyrere at køre fra forhandleren i en ny elbil, hvis man venter til 2027. Fra årsskiftet 2026/2027 strammes registreringsafgiften på elbiler, så grænsen for, hvornår afgiften for alvor begynder at bide, falder fra omkring 419.000 kroner i 2026 til cirka 366.000 kroner året efter. Det rammer en lang række af de mest solgte modeller på det danske marked.
Ifølge beregninger fra FDM stiger en VW ID.4 i Style-udgaven med knap 10.300 kroner i afgift fra 2027. En Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk bliver knap 28.000 kroner dyrere, mens BMW iX3 kan blive ramt af en afgiftsstigning på op til 50.000 kroner. Også populære varianter af Skoda Enyaq og Audi Q4 e-tron står til prisstigninger.
Klar anbefaling
Hos FDM lyder anbefalingen klar fra forbrugerøkonom Ilyas Dogru, der opfordrer forbrugere med købsplaner til at handle nu – og være opmærksomme på leveringstiden.
- Har man besluttet sig for at skifte til en elbil, kan man med fordel gøre det i år. Især hvis man har kig på en af de modeller, der står til at stige i afgift, er der nemme penge at spare. Men det er vigtigt, at man får bilen leveret inden nytår. Det er nemlig ud fra, hvornår en bil indregistreres - og ikke hvornår slutsedlen er skrevet under - at afgiften fastsættes. Bliver bilen forsinket ind i det nye år, kan det derfor påvirke den endelige pris, siger Ilyas Dogru.
Pointen er central, fordi leveringstiderne på nye elbiler ofte strækker sig over flere måneder. Skriver man under på slutsedlen i efteråret 2026, men får først nummerpladerne på i januar 2027, er det den nye, højere afgift, der gælder.