Den 35-årige realitystjerne, Susan K. Nielsen, må for fremtiden tøjle sit temperament og nøjes med at drikke af sit glas.
Her til eftermiddag blev hun idømt et års betinget fængsel under forudsætning af, at hun udfører 80 timers samfundstjeneste.
Hvis hun bryder loven igen inden for de næste 12 måneder ryger hun bag tremmer.
Det stod klart efter domsafsigelsen i Århus i dag, hvor hun var tiltalt for at kaste et ølglas i ansigtet på en garderobepige og true et vidne på diskotek Social Club lillejuleaften sidste år.
Voldsepisoden betød at Susan K. Nielsen måtte tilbringe jul og nytår i arresten i Århus.
Under retssagen forklarede hun, at smed glasset, der kostede en 20-årig garderobepige en flænge i panden og en tur på skadestuen, fordi hun følte sig truet og var blevet kaldt 'luder'.
Hele episoden startede med, at Susan K. blev vred over, at hendes venindes halstørklæde ikke hang over jakken, som det skulle. Derefter startede skænderiet, der altså endte i vold.
Susan K. Nielsen blev kendt i TV3-programmet Paradise Hotel, hvor hun vakte opsigt ved at have sex med flere af de mandlige deltagere.