Det kan godt være, man selv skal betale for at få silikone i brysterne, men hvis der kommer komplikationer efterfølgende, er det skatteyderne, der kommer til at betale.
De offentlige sygehuse må nemlig tage sig af akut behandling af blødninger og infektioner, som bliver betalt af den offentlige patiensforsikring.
Det skriver metroXpress.
Og det er en tendens, der er taget til i takt med, at antallet af plastikoperationer er steget.
"For 10 år siden forekom det stort set ikke. I dag har vi i snit en patient om måneden, som bliver indlagt akut efter en plastikoperation på en privat klinik i Danmark eller udlandet," siger Jens Jørgen Elberg, der er overlæge ved Rigshospitalets Klinik for Plastikkirurgi og oplyser, at behandlingerne koster mellem 15.000 og 25.000 kroner pr. patient.
Århus Sygehus bruger årligt mellem 100.000 og 200.000 skattekroner på at rette op på de mislykkede plastikoperationer.
"De kommer ind med blodansamlinger eller infektioner efter operationer i brystet eller maveskind. Nogle gange må vi fjerne brystimplantatet, og nogle får langvarige sårproblemer," siger overlæge ved plastikkirurgisk afdeling på Århus Sygehus Gitte Kofod Hougaard.