Fremover skal de sexede alkohol-reklamer give bøde. Det mener Alkoholpolitisk Landsråd, som kritiserer alkoholproducenter for at bryde reglerne for god markedsføring.
Den hårdere linje overfor den upassende markedsføring bakkes også op politisk.
"Det er klart, at hammeren må falde, når alkoholfirmaer gang på gang blæser på retningslinjerne for reklamering. Meget tyder på, at vi må gå mere effektivt til værks og eksempelvis indføre bødestraf til firmaerne," siger formanden for Sundhedsudvalget, Preben Rudiengaard (V) til Berlingske Tidende.
Alle partiers sundhedsordførere er åbne for ideen. Og flere tiltag for at håndhæve reglerne vil komme.
Retningslinjerne for markedsføring af alkoholiske drikkevarer indebærer nemlig også, at reklamer ikke må fremstå 'påtrængende og provokerende', at de ikke må forbindes med 'sport og idræt', og at de ikke må 'rette sig mod børn og unge'.
"For eksempel henvender reklamer fra Bacardi, Smirnoff og Cult sig beklageligvis i høj grad til unge, som er en sårbar gruppe, der er nemme at påvirke. Da danske unge har europarekord i druk, er det derfor ekstra vigtigt at slå ned på den type reklamer for at begrænse de unges alkoholindtag," forklarer Morten Grønbæk, tidligere medlem af Forebyggelseskommissionen og professor ved Statens Institut for Folkesundhed.