Madglæden er i fokus for et nyt udspil fra Fødevareministeriet, der skal få os til at vælge mere sunde madvaner.
Det sunde valg skal gøres til det letteste og mest tillokkende, og det skal være lettere for alle at vælge sund mad i hverdagen.
- Vi vil ikke løfte pegefingre, men i stedet friste med, at sund mad også kan smage godt, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S).
Hun forklarer, at der længe er arbejdet med at vænne danskerne til sunde madvaner, og at mange har taget det til sig.
- Men der er også en gruppe, der ikke rigtigt er kommet med. Dem forsøger vi at nå med dette udspil, siger ministeren.
Centralt i udspillet står et rejsehold for sund mad, ministeriets institution "Madkulturen" samt mærket Nøglehullet.
- Madkulturen laver projekter for at engagere mennesker i god og sund mad og vil blandt andet afholde DM i hjemkundskab, siger Mette Gjerskov.
Rejseholdet, der hjælper kommuner, skal også rådgive i SFO'er, fritidsklubber og idrætshaller. Mindst 75 idrætshaller skal arbejde med sund mad i 2014.
Nøglehulsmærket skal udbredes til nye områder.
- Vi udbreder det også til at omfatte flere restauranter, som kan sætte mærket på menukortet, siger Mette Gjerskov.
Børns interesse for sund mad skal blandt andet fremmes via skolehaver, hvor børnene både bliver undervist og hjælper med at passe haven.
Næste år ventes desuden nye kostråd klar. De skal være mere direkte anvendelige for forbrugerne, hvor rådene hidtil mere har dannet grundlag for eksempelvis kostkampagner.