Af Kåre Kildall Rysgaard | kary@avisen.dk

Tre brødre på Sandholmlejren ville skære i sig selv for at komme på sygeafdelingen. Peter Strømberg var fængselsbetjent og greb ind. Det blev en af de sidste arbejdsdage. Så brød han sammen.

»Jeg har haft flash back og set de uheldige episoder igen. Nogle gange har jeg bare siddet og stirret ind i en væg,« siger han.

Peter Strømberg arbejdede 20 år i fængselsvæsenet, før han fik posttraumatisk stress. I dag har han startet en selvhjælpsgruppe for fængselsbetjente med traumer. De fleste i gruppen er førtidspensioneret, mens han selv klarer et fleksjob.

Sidste år fik 965 danskere førtidspension på grund af posttraumatisk stress. Det er tre gange så mange som i 2000, hvor mareridtssygdommen sendte 322 danskere på førtidspension, viser tal fra Ankestyrelsen. Posttraumatisk stress ødelægger lige så mange menneskers evne til at arbejde som kræft og hjerte-karsygdomme.

»Det er svært at forklare folk, at man ikke kan arbejde. Hvis man får amputeret en arm, kan folk se, at der er noget galt. Folk ser ikke, hvad der ligger bag sygdommen,« fortæller Peter Strømberg.

Livet er farligt

Posttramumatisk stress kommer ofte efter en voldsom begivenhed, hvor livet har været truet. Symptomer kan være mareridt, glædesløshed, angst og selvmordstanker.

»Følelseslivet kan være ruineret. Man kan ikke være på arbejdsmarkedet, og ofte kan man ikke leve sammen med en partner,« forklarer Jes Gerlach, formand for Psykiatrifonden.

Han mener, at livet i dag er farligere end for 20 år siden, og derfor får flere personer traumer.

»Vi udsættes for flere katastrofer og ulykker. Der er stigende vold i samfundet, misbrug af stoffer, og folk er dumdristige og kører hurtigere i bil,« mener Jes Gerlach.

Han peger på, at de udsendte soldater også risikerer krigstraumer og på, at mange flygtninge har psykiske men efter tortur.

»En anden grund til, at flere får førtidspension er, at posttraumatisk stress først er kommet frem i bevidstheden de seneste år,« uddyber formanden for Psykiatrifonden.

Ønske om psykologer

Peter Strømberg, som døjer med sygdommen, ærgrer sig over, at man ikke forebygger traumerne i at opstå.

»Det er trist, at man ikke gør noget ved arbejdsmiljøet i fængslerne. Hvis der var mulighed for at snakke med psykologer jævnligt, kunne man løse det, før det gik galt,« tror han.