Voksne handicappede må undvære hjælp og støtte, hvis en konflikt på det offentlige arbejdsmarked bryder ud, og landets socialepædagoger går i strejke.
Det oplyser formanden for Socialpædagogernes Landsforbund (SL), Benny Andersen.
Efter at forhandlingerne om en ny overenskomst for både de ansatte i staten, kommuner, og regioner er brudt sammen, forbereder socialpædagogerne sig nu på konflikt.
Socialpædagogernes 10 lokale kredse har udpeget lidt over 2.700 medlemmer til en eventuel strejke. Et flertal på 67 procent af de udpegede medlemmer arbejder med handicappede, som også er et af de største arbejdsområder for socialpædagogerne.
Derfor vil det først og fremmest være mennesker med forskellige handicap, som må undvære støtte under en konflikt.
- Det har selvfølgelig ikke været et nemt valg. Og det er klart, at det først og fremmest vil få en betydning for hverdagen for det menneske med handicap, som må undvære støtte, siger Benny Andersen.
Socialpædagogernes Landsforbund er en af de faglige organisationer, der forbereder konfliktvarsler i disse dage. Forbundene har allerede tilkendegivet, at der vil blive varslet konflikt for op mod 100.000 lønmodtagere ansat i den offentlige sektor.
Hos socialpædagogerne har det været en lokal opgave at udpege de arbejdspladser, der skal rammes af en konflikt.
- Det er vores vurdering, at vores 10 lokale kredse ud i landet har det bedste kendskab til, hvor en mulig konflikt kan have størst mulig effekt. For der skal selvfølgelig være en effekt, når vi tager det store skridt, som en konflikt jo er. Og det er klart, at vi bevæger os ud i en situation, hvor alle fagforbund selvfølgelig gerne vil understrege, hvor alvorlig en situation, kommunerne og regionerne har sat resten af landet i, siger Benny Andersen.
Lokale aftaler om nødberedskaber skal sikre, at der ikke er borgere, som kommer til lide under en eventuel konflikt:
SL-formanden erkender, at det er et dilemma at skulle varsle konflikt, som borgerne ikke kan undgå at mærke:
- Vi holder fast i, at det bestemt ikke er et dilemma, vi har bedt om. Men det er desværre nødvendigt, siger Benny Andersen.
Udover handicapområdet vil også socialpædagoger ansat indenfor blandt andet psykiatri og børne- og ungeområdet blive udpeget til konflikt.
Strid om løn, betalt frokostpause og lærernes arbejdstid har ført til sammenbrud i forhandlingerne om samtlige 750.000 offentligt ansattes overenskomster. Torsdag er parterne indkaldt til møde i Forligsinstitutionen.