Nu kommer der mere i pensionskassen for funktionærer i HK/Privat.
Fra i dag den 1. oktober træder en ny overenskomst med Dansk Industri og Dansk Erhverv nemlig i kraft, og den byder på nye toner i forhold til pensionsforhold.
Funktionærerne får nu beregnet pension af hele deres A-skattepligtige løn, inklusiv eksempelvis overarbejde og genetillæg.
For nogen vil det ikke betyde det store, men andre vil mærke markant forskel.
- Nogen har ikke den slags tillæg, hvor det er relevant, men for de grupper, der arbejder på skiftende arbejdstider eller har weekendarbejde, der kommer det til at betyde temmeligt meget, siger Simon Tøgern, der er formand for HK/Privat.
For eksempel vil en funktionær, der er medlem af HK/Privat i 30 år og har en månedsløn på 30.000 kroner, optjene 586 kroner ekstra om måneden ved 10 timers overarbejde og 1196 kroner mere til pensionskassen ved 20 timers overarbejde.
I HK/Privat er man meget stolte over, det nu er lykkedes at tegne de bedre pensionsbestemmelser for funktionærer ind.
Det er nemlig en kamp, der har kørt i mange år, og man ser succesen som et direkte resultat af de kampagner man har kørt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
- Ved forhandlingerne i 2012 var der en helt anden bevågenhed på de specifikke funktionærspørgsmål - ikke mindst på industriens område, som jo er toneangivende for alle de private overenskomster. Og det her er så et af resultaterne, fortæller Simon Tøgern.
Udover decideret overarbejde, er nogle af de andre tillæg, der nu kommer ind som grundlag for pensionsberegningen, rådighedstillæg, ferietillæg, genetillæg og bonusser.
Her er de ny pensionbestemmelser gældende per 1. oktober:
Dansk Industri - CO Industri
DIO-II
IT-overenskomsten med Dansk Erhverv
Kontor-lager-overenskomsten med Dansk Erhverv
Reklame- og forlagsoverenskomsten med Dansk Erhverv
Kilde: HK Privat