Det blå pointsystem er alt for stramt, mener Socialdemokraterne, der vil gøre det lettere for udenlandske statsborgere at bo her i landet på ubestemt tid.
Forslaget vil dog ikke resultere i, at der kommer hverken flere eller færre udlændinge til landet, fastslår Jens Vedsted-Hansen, der er juraprofessor på Aarhus Universitet.
"Det vil ikke i sig selv få nogen betydning for antallet af udlændinge, hvis man lemper betingelserne for at få permanent (også kaldet tidsubegrænset) opholdstilladelse."
"Dét (permanent ophold, red.) får man under alle omstændigheder (bortset fra exceptionelle tilfælde, fx personer fra det danske mindretal i Sydslesvig) først efter en årrække, og udstedelse af permanent opholdstilladelse har derfor ingen direkte indflydelse på antallet af nytilkomne udlændinge - og næppe heller på det samlede antal udlændinge i Danmark," skriver han i en mail til Newspaq.
I den blå blok erkender Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, at forslaget isoleret set ikke vil påvirke antallet af udlændinge.
Men han understreger, at sagen er mere kompliceret end som så.
"Det kommer jo an på, hvilke ændringer Socialdemokraterne vil lave. Det er det store spørgsmål," siger han til Newspaq.
"Reglerne for permanent ophold hænger sammen med hele udlændingelovgivningen, altså reglerne for, hvem der kommer ind og hvem der får statsborgerskab," siger han.
Thorning har da heller ikke besluttet, hvad der skal træde i stedet for regeringens nuværende pointsystem. Det skal forhandles efter valget, hvis rød blok opnår flertal, siger hun.
Men hun understreger, at de slappere regler er ment som en lettelse af tilværelsen for de udlændinge, der allerede er her i landet.
"Det her handler ikke om antallet af udlændinge, men hvilken status de her udlændinge har. Og vi synes, der skal være regler og krav til dem som får permanent ophold, men det skal være rimelige krav, som fremmer integrationen."
"Derfor tror jeg ikke, det vil have effekt på antallet, fordi mange af dem som ikke får permanent ophold de bliver jo alligevel i Danmark," siger hun til Newspaq.