Adskillige amerikanske medier betragter den republikanske politiker Herman Cain som den stærkeste udfordrer til Barack Obama, når der skal afholdes præsidentvalg i USA næste år.
Men om Herman Cain overlever den intense offentlige granskning, som alle republikanske præsidentkandidater for tiden gennemgår, er usikkert.
Herman Cain er på vej ud i sin første, store mediestorm, fordi det er kommet frem, at han i 1990'erne blev anklaget for sexchikane af to forskellige kvinder.
Det amerikanske magasin Politico konfronterede Herman Cain med anklagerne, da han i går kom ud fra et tv-interview.
"Er De nogen sinde blevet anklaget for sexchikane af en kvinde, sir," spurgte Politicos journalist.
Herman Cain var ifølge journalisten tydeligt utilpas ved spørgsmålet og forsøgte at undgå at svare ved at vende spørgsmålet imod den spørgende journalist, som beskriver situationen på følgende måde:
"Han trak vejret hørligt, gloede på journalisten og forblev tavs i flere sekunder. Efter at spørgsmålet var blevet gentaget tre gange, svarede han ved at spørge journalisten, 'Er du nogensinde blevet beskyldt for seksuel chikane?"
Ifølge Politicos oplysninger blev Herman Cain beskyldt for sexchikane, mens han var præsident for sammenslutningen af restauranter i USA, National Restaurant Association.
Kvinderne fik ifølge Politico hver især en godtgørelsespakke på mere end 100.000 dollars, som foreningen betalte. Godtgørelsen indebar, at kvinderne ikke måtte udtale sig om forliget.
Politico hævder at være i besiddelse af officielle dokumenter, som klargør anklagernes indhold.
Kilde: Politico.com