De skal have lov til at være med i omklædningsrummene, selvom unge kvinder vil have dem ud.
Seks- til otteårige drenge har godt af at se nøgenhed, og flere svømmehallers forbud mod, at mor tager sønnen med ind til kvindernes omklædning er problematisk og diskriminerende. Det mener Sex og Samfund.
"Svømmehallerne er ude på dybt vand her. Det må være forældrene og ikke svømmehallen, der afgør, hvornår børnene er gamle nok til selv at klæde om," siger Sex og Samfunds formand Christian Graugaard.
"For det andet er det tilsyneladende kun de mindre drenge, forbuddene retter sig imod, mens de mindre piger stadig kan følges med deres far ind i mændenes omklædningsrum," fortsætter han og understreger, at det misforhold er diskriminerende over for drengene.
Angiveligt føler mange unge kvinder sig krænket ved, at de små drenge kan kigge på dem, mens de står nøgne i omklædningsrummet. Men det må de vænne sig til.
Det er nemlig helt naturligt, og det vil være dybt problematisk, hvis børn ikke får mulighed for at stifte bekendtskab med både mænd og kvinders nøgenhed.
"Vi skulle jo nødig give underne en fornemmelse af, at nøgne kroppe er noget skamfuldt og farligt. Eller at deres egen krop er et problem" slutter Graugaard.