Regeringens forslag om, at universiteterne vil miste bevillinger, hvis de ikke formår at nedbringe den studerendes gennemsnitlige studietid med 3,7 måneder inden 2020, er unødvendigt.
Det mener formanden for Universitetsrektorerne, Jens Oddershede.
- Jeg mener ikke, at vi har brug for at blive "truet" med færre bevillinger, hvis vi ikke når reduceringen inden 2020, siger han til Ritzau.
- Jeg synes tværtimod, at vi har bevist, at vi har været i stand til at reducere studietiden uden det her tiltag, tilføjer han.
Forslaget kommer som et led i regeringens nye SU-udspil, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) præsenterede på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
Regeringen vurderer, at udspillet samlet kan spare statskassen to milliarder kroner.
/ritzau/