En forrået kriminel, stofmisbruger eller voldsmand på samme værelse som hendes søn. Det scenarie overvejede Mette Stylsvig ikke, da hun sidste år med et kys og en fyldt kuffert sendte sin yngste søn Søren på efterskole.
”Det ville jeg klart være utryg ved,” erklærer den 50-årige mor til to.
Og selvom Sørens værelseskammerat ikke svinger hverken næve eller nåle, er det faktisk en reel risiko. Unge med kriminalitet, farverige diagnoser og misbrug i bagagen bliver nemlig i stor stil sendt på efterskole, uden skolen får besked om deres problemer. Det fortæller avisen.dk i dag.
Derfor har forældre heller ingen chance for at vide, om deres søn eller datter kommer til at bo på værelse med en aggressiv eller psykisk ustabil teenager.
"Jeg ville nok snakke med forstanderen"
”En voldsmand er nok det, jeg ville frygte allermest. Det ville gøre mig meget bekymret. Min søn er jo mit kæreste eje,” siger Mette Stylsvig.
[pagebreak]
Søren selv ville også være beklemt ved at dele soveværelse og håndvask med en dreng med voldelige tilbøjeligheder.
”Det ville jeg have det skidt med. Jeg ville nok snakke med forstanderen. Jeg ville nok ikke kunne holde det ud i et helt år,” siger den nu 17-årige Søren Stylsvig.
Det er ikke fordi Mette Stylsvig ønsker en efterskole med kun velfungerende børn. Men hvis der går unge på skolen med svære problemer, er hun mest tryg ved, at skolen ved besked, så den kan tage nogle forholdsregler og tage hensyn både til de utilpassede unge og de andre elever.
”Jeg synes, efterskolen skal afspejle samfundet og børnene skal lære at omgås forskellige typer. Og hvis det er godt for børn med problemer at komme på efterskole, ville det da være trist, hvis de blev udelukket. Men skolen skal vide det. Også for barnets skyld, så de kan tage hensyn,” mener Mette Stylsvig.
Stjal alt hvad remmer og tøj kunne holde
På Sørens efterskole var eleverne en overgang plaget af rapserier udført af en bestemt flok elever.
”De stjal alt, hvad remmer og tøj kunne holde og boykottede undervisningen. Det gik slet ikke,” fortæller Mette Stylsvig.
Det var dog ikke nok til at få nervøsiteten til at blomstre i moderhjertet.
”Så længe det højest kan betyde en stjålet computer, så er jeg ikke utryg. Det er noget andet, hvis det er umotiveret vold,” understreger Mette Stylsvig.