I Syrien har nødhjælpsorganisationerne fingrene i støvet for at redde folk ud af sammenstyrtede bygninger efter mandagens voldsomme skælv. Men mangel på benzin og diesel gør det svært at få nok ambulancer og andre redningskøretøjer sat ind i redningsarbejdet.
- Vi har omkring 3500 frivillige, som har arbejdet siden klokken halv fem i går morges. Det er hårdt at bruge hele dage på at grave folk ud af murbrokker, siger Pia Jensen, som er nødhjælpsarbejder for Røde Kors i Syrien.
Pia Jensen forklarer, at en af de største logistiske udfordringer er at finde benzin og diesel til at få de nødvendige ambulancer sat ind i de mange transporter af folk til krisecentrene.
Organisationen har i øjeblikket 40 køretøjer ude at køre.
Skælvet og efterskælv har kostet tusindvis af menneskeliv og jævnet mange bygninger med jorden i både Tyrkiet og Syrien.
Naturkatastrofen har ifølge Pia Jensen især sat sine spor i Aleppo og Hamah, hvis bygninger i forvejen var nedslidte efter mange års krig, samt i havnebyen Latakia.
Dæmninger og vandreservoirer tæt på Aleppo har også taget skade, hvilket kan skabe flere udfordringer.
- Ikke nok med, at de så briste, hvilket vil føre til oversvømmelser, så er det også blevet sværere at få rent vand ud til de forskellige områder. Det er bare krise ovenpå krise ovenpå krise, siger Pia Jensen.
I den sydlige del af hovedstaden Damaskus, hvor hun bor, kunne rystelserne fra skælvet også mærkes.
- Jeg er heldig at bo på første sal. Mine kolleger, som bor på 6. sal og højere oppe løb under skælvet ud af bygningen og sad i deres biler i flere timer, indtil de turde at gå tilbage, siger hun.
Pia Jensen håber på, at der bliver sendt flere ressourcer til landet, så nødhjælpsorganisationer som Røde Kors kan leje store maskiner til redningsaktionen og holde nødberedskabet oppe.
/ritzau/