De undgår at blive gravide, men samtidig er der risiko for blodpropper.
Kvinder, der bruger de nye præventionsmidler p-ring og p-plaster, har mere end seks gange så stor risiko for at få en blodprop i ben og lunger som kvinder, der ikke bruger denne prævention.
Risikoen er dermed lige så stor som ved de mest risikable p-piller.
Det viser den første store undersøgelse af risikoen ved de nye præventionsmidler, som er taget i brug inden for de senere år, i takt med at risikoen for blodprop ved brug af p-piller er dokumenteret. Det skriver Politiken.
Undersøgelsen, der offentliggøres i det ansete internationale tidsskrift British Medical Journal, er udført af en gruppe danske forskere på Rigshospitalet og Hillerød Hospital.
- Efter omtalen af risikoen ved p-pillerne er mange kvinder skiftet til et af de nye midler i den tro, at de var mere sikre.
- Men vaginalringen og plastre indebærer en risiko på mindst samme størrelse som p-pillerne med den største risiko, siger professor, dr.med. Øjvind Lidegaard til Politiken.
Han er overlæge på Rigshospitalets gynækologiske klinik og førsteforfatter på undersøgelsen.
Undersøgelsen er gennemført ved at samle data fra Landspatientregistret om alle danske kvinder mellem 15 og 49 år i perioden 2001 til 2010. I alt 1,3 millioner danske kvinder, hvoraf 3434 med sikkerhed havde fået en blodprop i ben eller lunger.
Resultatet var, at risikoen for blodprop var størst for kvinder, der brugte p-plaster. Midlet bruges af et par tusinde kvinder i Danmark, og risikoen var næsten otte gange større end for kvinder, der ikke brugte noget hormonelt præventionsmiddel.
Risikoen ved brug af p-ring - en ring, som indsættes i kvindens skede - er mere end seks gange højere. Midlet bruges af omkring 20.000 danske kvinder.
Derimod var der ikke nogen forhøjet risiko ved brug af p-staven, som er en ganske lille stav, der sættes ind under huden i overarmen.
Og for kvinder, der bruger hormonspiral, ser risikoen for at få en blodprop oven i købet ud til at være lavere end ved slet ikke at bruge noget.