Hver eneste måned fremover vil omkring 1300 personer miste retten til dagpenge og ryge ud af systemet.
Dermed risikerer yderligere 15.000 arbejdsløse at stå uden dagpenge ved udgangen af 2014 på grund af ændringen af dagpengeperioden til to år. I forvejen ventes over 30.000 ledige at miste retten alene i år.
Dagpengereformens konsekvenser bliver dermed ved med at sende efterskælv ind over det danske arbejdsmarked, konstaterer AK-Samvirke, som har lavet den nye prognose.
- Jeg tror aldrig, der er lavet en reform, der har ramt så hårdt i forhold til det, man sagde ville blive konsekvensen, da dagpengereformen blev vedtaget, siger Verner Sand Kirk, direktør for AK-Samvirke.
- Og det forstemmende er, at man hele tiden har kunnet se konsekvenserne af reformen, mener han.
Hidtil i år har over 27.000 set den månedlige indbetaling fra a-kassen forsvinde. I august var antallet 1900 ifølge AK-Samvirke.
Prognosen for 2014 forudsætter en nogenlunde uændret beskæftigelsessituation. Hvis der kommer langt flere jobåbninger, vil det se mindre sort ud.
Samtidig med at de ledige mister dagpengene, bliver perioden, hvor de kan få den nye arbejdsmarkedsydelse på kontanthjælpssats kortere og kortere.
Frem mod 2016 bliver perioden afkortet med tre måneder hver gang, der går et halvt år.
Konsekvensen er, at flere og flere af de ledige, der mister dagpengene hverken kan få kontanthjælp eller arbejdsmarkedsydelse.
- Lige nu får de fleste, der mister dagpengene, deres forsørgelsesgrundlag reddet for en stund af arbejdsmarkedsydelsen. Men perioden, hvor de kan få ydelsen, bliver løbende afkortet. Så der er et ulige kapløb mod tiden i gang for rigtig mange ledige, siger Verner Sand Kirk.
/ritzau/