En undersøgelse blandt næsten 3.000 børn på Julemærkehjem viser en tydelig sammenhæng mellem ensomhed, skoleglæde og skolefravær.
Problemerne kan begynde, længe før barnet bliver væk fra undervisningen.
Et barn kan møde op i skolen hver eneste dag og alligevel føle sig udenfor. Og netop ensomhed kan være en vigtig brik i forståelsen af, hvorfor nogle børn får svært ved at komme i skole. Det peger en ny undersøgelse fra Julemærkehjemmene på.
Her svarer 48,9 procent af børnene med lav skoleglæde, at de ofte eller meget ofte føler sig ensomme. Blandt børn, der har haft ufrivilligt skolefravær i mere end en måned inden for det seneste år, gælder det to ud af fem.
Problemerne kan være usynlige
Ifølge Julemærkehjemmenes direktør, Søren Ravn Jensen, risikerer man at opdage problemerne for sent, hvis man alene holder øje med fraværsstatistikken.
- Et barn kan sidde i klasseværelset hver eneste dag og alligevel føle sig helt udenfor. Derfor skal vi interessere os for, hvordan børnene har det, når de faktisk er der. Vi risikerer at overse en vigtig del af problemet, hvis vi kun fokuserer på, hvor mange dage børnene er væk fra skolen, siger Søren Ravn Jensen.
Undersøgelsen viser også, at andelen af børn, der føler sig ensomme, bliver mere end halveret efter et ophold på Julemærkehjem. Samtidig stiger børnenes skoleglæde.
Fællesskabet kan gøre en forskel
Julemærkehjemmene mener, at børnenes sociale fællesskaber skal spille en større rolle i arbejdet med at forebygge skolefravær.
- Vi ved fra vores arbejde med børnene, at de gerne vil være med i et fællesskab og gå i skole. Det er hverken børns vilje eller evner, der svigter dem, når det kommer til ensomhed og skolefravær – det er snarere rammerne om dem, siger Søren Ravn Jensen.
Undersøgelsen bygger på besvarelser fra børn, der har været på Julemærkehjem mellem 2022 og 2025. Resultaterne viser en sammenhæng mellem ensomhed og skolefravær, men dokumenterer ikke, at ensomhed i sig selv er årsagen til fraværet. Undersøgelsen er heller ikke repræsentativ for alle danske skolebørn.