Ny rygeregel sender elever ud på fortovet

Cigaretskodder på fortove og uvenskab med naboerne. Stramning af rygeloven skaber problemer på skoler.

Eleverne på gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler har røget deres sidste cigaret på skolens område.

Når de møder i denne uge efter sommerferien, træder regeringens nye rygeregler i kraft, og de vil sende eleverne ud på fortovet til gene for naboer og gående, lyder vurderingen fra skoler over hele landet, som Ritzau har talt med.

- Her i den første uge ser vi, at elever bevæger sig ud på vejen eller over til naboerne, siger Peter Amstrup, direktør på Erhvervsuddannelsescenter Vest i Esbjerg og formand for Danske Erhvervsskoler.

- Intentionen om at begrænse de unges rygning er rigtig, men at gøre det forbudt fra den ene dag til den anden er ikke løsningen. Jeg har allerede modtaget den første klage, siger han.

På Christianshavns Gymnasium, som ligger centralt i København, har rektor Troels Vang Andersen også sine bekymringer.

- Rygerne kommer til at stå på cykelstien eller fortovet foran skolen. Det bliver en udfordring at få det til at fungere, siger han.

Han er især betænkelig ved de problemer, som opstår, når eleverne heller ikke længere til skolens fester må ryge i skolegården. Ligesom til hverdag skal de uden for skolens område, men af hensyn til sikkerheden lader det sig kun gøre at komme ind på skolen en gang.

- Derfor har jeg ét ønske til politikerne: Giv os lov til at indrette en plads på 10 kvadratmeter i skolegården, hvor eleverne må ryge, når skolen holder fest, siger Troels Vang Andersen.

På Odense Katedralskole overvejer rektor Jens Todberg Bertelsen at søge kommunen om lov til at sætte affaldsspande op på fortovet.

- Når eleverne ikke længere må ryge på skolens område, kommer de til at ryge på kommunens og derfor skal vi finde ud af, om kommunen vil acceptere, at vi stiller spande op, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.