Netto har valgt at fjerne julepynt, efter det er kommet frem på en sms-kæde, at julepynten, der forestiller små søde egern og dådyr, var pelset i Kina under yderst kritisable forhold.
I sms'en står der:
"Kære Alle. I denne uge sælger Netto julepynt i form af små egern og dådyr med pels. Denne pels stammer fra Kina, hvor pelsningen foregår imens dyret (ræv, kat og hund) er levende. Dyret dør cirka 5-10 minutter efter pelsningen af smerte."
Sms'en har fået Nettos direktør til at fjerne julepynten fra hylderne, og man er nu ved at dobbelttjekke, hvordan pelsen fremstilles.
"Der er rejst tvivl omkring hærkomsten af de stykker pels, der sidder på julepynten. Vi har været i den tro, at det er kohår, hvis der kan være den mindste tvivl om det, så ønsker vi ikke at sælge varene i vores butikker," siger Nettos direktør Morten Kaas til Nyhedsbureauet Newspaq og fortæller at man vil DNA-teste hårene, så man kan være sikker på hvor pelsen stammer fra. Men allerede inden resultatet overvejer direktøren om han vil købe pels fra Kina igen.
På baggrunden af sagen her, vil vi overveje, om vi overhovedet vil importere, noget der har med pels at gøre fra Kina fremover," siger Morten Kaas
Kunder, der har købt julepynten, kan få refunderet pengene, selv om de ikke har bonen på købet.