Arn – Tempelridderen Instr.: Peter Flinth

En svensk bestseller, en dansk instruktør og anslået 175 millioner kroner. Det er delelementerne i det største og dyreste projekt i nordisk filmhistorie: en todelt levendegørelse af Jan Guillous populære bogserie om korsridderen Arn Magnusson, iscenesat af Peter Flinth.

Ridderfortælling

’Arn – Tempelridderen’ bygger på den første halvanden bog og følger den svenske stormandssøns opvækst, forelskelse og korstog. Arn fødes midt i 1100-tallet og står fra barnsben midt i en kongefejde. Efter en ulykke skænkes han til et kloster, hvor munkene opdager hans betragtelige riddertalent og uddanner ham til kriger af Guds nåde.

Som voksen vender han tilbage og tipper vægtskålen i den storpolitiske magtkamp, inden hans utugt med naboens datter får dem begge bandlyst – Arn til krigsførelse i Det Hellige Land og hans elskede Cecilia til et halvt liv i kloster.

Det er en episk fortælling, gjort af samme stof som klassiske ridderhistorier som ’Ivanhoe’ og ’Robin Hood’. Frem for moderne ridderfilm som ’Kingdom of Heaven’ kan den til tider rigeligt gammeldags og kønsløse ’Arn’ da også bedre sammenlignes med de gamle, børnecensur-venlige Hollywood-indspilninger – men desværre uden at eventyret kryber under huden i samme grad.

Visuelt udnyttes kontrasten mellem sand og sne, ørken og skove i den danske fotograf Eric Kress’ pæne billeder.

Og der er valuta for de mange penge i scenografi og kostumer samt de velfungerende (omend temmelig konventionelle) masseoptrin og slagscener.

Men dramaturgisk begynder det at knage efter en lille time, når kærlighedsdramaet tager over for den veldocerede forhistorie. Den fragmentariske fortællestil fortsætter, men forslår ikke længere, fordi der slet ikke er tid til at mærke de store følelser, der nu skal drive værket.

Galleri af papfigurer

Den evige kærlighed bygger således på et par rideture i de grønne enge, og skæbnesvangre venskaber er tilsyneladende funderet på en håndfuld korte møder spredt over et par årtier. Også Guillous pointer om religiøs fundamentalisme fortaber sig et sted i forhastelsen, når man sidder og undrer sig over, at Arn og Cecilia ikke bare stikker af.

I et galleri af papfigurer bliver portrættet af den stolte, gode og islam-respekterende Arn også lidt af et postulat, selvom Joakim Nätterqvist gør god fysisk fyldest i rollen.

Men med forlængede og tilføjede scener kan meget formentlig rettes op, og derfor er der også god grund til tro, at de rekorddyre ridder-aspirationer kommer bedre til deres ret, når projektet som planlagt klippes om til tv-serie.

I første omgang gælder det dog fortsættelsen ’Arn – Riget ved vejens ende’, der er sat til dansk premiere 5. september.