Antallet af dræbte politifolk ved et angreb på en politikonvoj i Sinai er steget til 18, mens syv andre politifolk er såret.
Det siger egyptiske embedsmænd.
En højtstående leder fra politiet er blandt de sårede ved angrebet, som skete mandag.
Sikkerhedsstyrkerne kom i skudveksling med militante islamister, som udløste en eksplosion nær politiets kolonne nær Arish-provinsen i den nordlige del af Sinai.
Ved eksplosionen blev politifolk dræbt og såret. Flere pansrede køretøjer er ødelagt.
Angrebet er et af de blodigste i Sinai i de seneste måneder.
Oprøret er taget til, efter at det egyptiske militær styrtede den islamistiske præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab, som er Egyptens ældste islamistiske bevægelse.
Mursi blev fjernet efter voldsomme folkelige protester i 2013.
Hundredvis af soldater og politifolk er blevet dræbt siden, og militante ekstremister har adskillige gange angrebet med selvmordsbomber og efterfølgende skudsalver.
Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, beskriver de islamistiske militante som en stor trussel mod landet.
I juli dræbte Islamisk Stat (IS) 23 egyptiske soldater på Sinai-halvøen, mens de sårede omkring 26. Angrebet skete i landsbyen el-Barth syd for byen Rafah.
/ritzau/AP