Med en stor flødeskumspyntet lagkage markerede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tirsdag stramning nummer 50 på udlændingeområdet.
Det har forarget en privat indsamler, som efter ministerens tilfredse facebookopslag har startet sin egen indsamling hos Røde Kors.
Siden tirsdag aften er der indsamlet næsten 65.000 kroner til hjælp i Syrien og nærområdet. Og donationerne bliver ved med at strømme ind onsdag formiddag.
Initiativtageren opfordrer til, at man giver én krone per stramning, som regeringen har gennemført.
- Hvis du også mener, at det ikke er noget at være stolt af, så kan du i stedet for give en krone eller mere for hver af de 50 stramninger. Lad os hjælpe de mange mennesker, der lige nu er på flugt, lyder det i indsamlingens beskrivelse.
På sin Facebookprofil lagde ministeren tirsdag eftermiddag et billede af sig selv op, hvor hun med kage fejrer, at regeringen nu har indført 50 udlændingestramninger.
- I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres!, skrev hun.
Også Støjbergs kolleger på Christiansborg har reageret på, at ministeren har fejret sine stramninger med en othellolagkage.
Anders Ladekarl fra Røde Kors opfordrer til at støtte kagedonationerne.
Artiklen fortsætter efter Facebook-opdateringen.
Deriblandt De Radikales politiske leder, Morten Østergaard.
- Kagerne blir større og større, skoene mindre og mindre. Et Othellotrofæ over andres ulykke, skrev tirsdag Morten Østergaard på Twitter.
Inger Støjbergs partifælle Jan E. Jørgensen (V), der tidligere har været uenig med ministerens hårde linje over for udlændinge, melder også ind på Twitter.
Adspurgt om han skal have et stykke af kagen, svarede Jan E. Jørgensen:
- Jeg er på kur.
/ritzau/