Mediestunt? JA! Krigserklæring? DobbeltJA! Det norske lavprisflyselskab Norwegian gør klar til at tage en stor bid af CimberSterlings og SAS' indenrigsflyforretning.
Det sker med priser på København-Karup-ruten på én krone pr. vej. Inklusive alt. Tilbuddet gælder i den kommende uge.
Når selskaber laver den slags stunts, plejer de at udbyde et sted mellem få og nærmest ingen billetter. Men denne journalist testede norwegian.com grundigt igennem fredag aften klokken 20:00, og her lykkedes det kun at finde énkrones-billetter til den øhh...næsten-jyske hovedstad, Karup. (På billedet kan man se, hvor tæt jeg faktisk var på at rejse vestpå for en krone).
CimberSterling er gået fra at være et lille, succesfuldt og respekteret selskab ved navn Cimber, til at blive et større foretagende, der flyver rundt i noget nær konstant turbulens under navnet CimberSterling.
Og nu ser det altså ud til, at selskabet skal gennem en hård og opslidende kamp med de norske luftfartsgribbe, Norwegian, der absolut ikke lader noget bytte ligge tilbage med en smule kød på vingerne i øjeblikket.
Sidstnævntes indtjening er positiv, de udvider konstant flåden og med deres indtog på det danske marked kommer der atter gang i konkurrencen på de danske indenrigsruter.