"Far er ikke sur, far er skuffet!"
Muligvis var den den besked fra pigens far, der fik 18-årige Kimberley Vlaminck til at beskylde sin tatovør for at have tatoveret stjerner i ansigtet på hende imod sin vilje.
Først sagde hun, at hun havde bedt om tre stjerner i ansigtet, men at hun var faldet i søvn og var vågnet ved, at tatovøren var ved at lave stjerne nummer 56 på hendes næse.
Tatovøren - Rouslan Toumaniantz, der selv er dækket af tatoveringer og piercinger - har hele tiden fastholdt, at hun selv bad om de mange stjerner, og at hun var vågen under hele proceduren. Dog indvilligede han i at betale halvdelen af regningen for at fjerne stjernerne igen.
Nu indrømmer pigen da også, at anklagen var det rene opspind.
"Jeg bad om 56 stjerner og til at begynde med, var jeg helt vild med dem. Men da min far så dem, blev han rasende. Så jeg sagde, at jeg var faldet i søvn, og at tatovøren havde lavet en fejl," siger Vlaminck til en hollandsk tv-station.
Tatovøren tager hele episoden med ophøjet ro og er tilsyneladende ikke sur.
"Jeg fortryder det ikke. Hvis jeg skal være helt ærlig, har det givet mig en masse omtale," siger Toumaniantz til den britiske avis The Daily Telegraph.
Angiveligt vil han dog ikke længere betale for pigens operation, og i fremtiden vil han lave en kontrakt for, hvad kunden ønsker at få tatoveret.
En video med pigen og hendes tatoveringer kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=5CvIKnk6P5Y